Ofte stillede spørgsmål

HVAD HANDLER DENNE KAMPAGNE OM?

Vi samles for at presse verdenslederne til at tage handling og redde Arktis. Vi vil have et globalt naturreservat i det ubeboede område omkring Nordpolen (den region, som nogle kalder for det Høje Arktis) og et forbud mod offshore olieboring og industrielt fiskeri i den bredere arktiske region.

HVAD ER ET FÆLLES GLOBALT NATURRESERVAT?

Det er et område af verden, som kommer under FN-beskyttelse, så industrien ikke har adgang. Antarktis på den sydlige halvkugle blev i 1998 udnævnt til naturreservat, så mineindustrien ikke længere kunne drive rov på naturen der. Greenpeace spillede en central rolle i beskyttelsen af dette område tilbage i 1990’erne. Nu går vi efter også at skabe et naturreservat på Nordpolen. Lige nu tilhører området ikke nogen, det er klassificeret som såkaldt ’High Seas’, dvs. åbent hav, som ikke tilhører nogen nationer. Men Danmark, Rusland og Canada gør krav på dele af Nordpolsområdet med planer om at åbne det for industriel udnyttelse. Det er moralsk forkert. Arktis skal beskyttes, ikke udnyttes.

OG DET FØRSTE SKRIDT ER EN FN-RESULOTION?

Verdenslederne mødes hvert år i september i FN-hovedkvarteret i New York. Vi vil have dem til at vedtage en FN-resolution, som udtrykker international bekymring for Arktis. Det betyder, at vi skal overbevise mere end halvdelen af verdens regeringer om, at vi bliver nødt til at gøre det her. En resolution fra FN’s Generalforsamling kunne skabe det momentum, vi behøver for at kunne presse på for en aftale om at gøre det til et naturreservatet og vedtage et forbud mod offshore olieboringer og ikke-bæredygtigt, industrielt fiskeri i området.

ER DENNE UNDERSKRIFTSINDSAMLING IKKE BARE EN SYMBOLSK TING?

Underskriftsindsamlingen er en mulighed for almindelige mennesker at have en andel i den fremtidige beskyttelse af Arktis. Den er et symbol på, hvordan internationalt samarbejde kan overvinde virksomheders grådighed og kortsigtede, nationale interesser. De lande, der toppes om den arktiske olie, kender godt til den symbolske magt. Det var derfor, at Arthus Chillingarov plantede et russisk flag på havbunden under Nordpolen i 2007. Når folk underskriver vores kampagne, er det for at trodse denne griske udnyttelse af Arktis – og for dem er det en vigtig grund til at blive en del af bevægelsen. Udover at være en fysisk manifestation og en repræsentation af over 2 millioner mennesker, indeholder tidskapslen også informationer, som kan bruges i fremtiden.

HVAD KAN JEG MERE GØRE FOR AT STØTTE KAMPAGNEN?

Underskriftssindsamlingen er en mulighed for almindelige mennesker at have en aktie i Nordpolens fremtidige beskyttelse. Den er et symbol på internationalt samarbejde om miljøbeskyttelse.

MEN DE ARKTISKE STATER ØNSKER IKKE, AT DENNE KAMPAGNE LYKKES. DE VIL ÅBNE ARKTIS FOR INDUSTRIEN, VIL DE IKKE?

De arktiske stater deler et stort ansvar for at beskytte Arktis. FN’s Konvention om Sølov retter endda en særlig opmærksomhed mod delvist lukkede have og isdækkede vande og opfordrer nationerne til at samarbejde for at sikre, at miljøet bliver beskyttet. Med andre ord så siger international lovgivning, at de burde gøre det samme, som vi vil have dem til at gøre. Det kommer til at kræve politisk vilje i de arktiske staters hovedstæder, og det er der, vi kommer ind i billedet. Ved hjælp af vores store antal og vores sags styrke vil vi ændre disse landes indstilling og tvinge regeringerne til at handle.

FIRE MILLIONER MENNESKER BOR I ARKTIS. VIL DET GLOBALE NATURRESERVAT OGSÅ DÆKKE DE STEDER, HVOR DE BOR?

Vi kræver ikke, at hele Arktis bliver erklæret som naturreservat – og vi ønsker ikke at forbyde al slags fiskeri. I stedet vil vi have et naturreservat oppe i det Høje Arktis, et område omkring Nordpolen, hvor der ikke bor nogen mennesker. I Rusland ser vi allerede olieindustriens ødelæggende virkning på Arktis. De Mennesker, der bor der, har fået deres levevis og fremtid ødelagt af olie. Det må vi ikke lade ske for resten af Arktis. Det er altså kun til gavn for den arktiske befolkning, at området bliver lukket for industri - også i fremtiden, så dyr og natur kan have det så godt som muligt. For resten af Arktis arbejder vi på at få et forbud mod offshore olieboringer og storindustrielt fiskeri. Det er også i lokalbefolkningernes interesse, at der ikke sker et olieudslip eller anden forurening af havene som følge af olieboringer. I Grønland står fiskeri for eksempel for næsten hele landets eksportindtægt, så en olieforurening ville være ødelæggende for fiskeriet og dermed landets økonomi. Vi ser allerede nu megatrawlere fra Rusland og Norge tømme de arktiske farvande, og det skal stoppes til gavn for den arktiske befolkning. Ingen ønsker den samme situation i Arktis, som der er i Afrika, hvor europæiske megatrawlere har gjort tusinder af afrikanske fiskere arbejdsløse og ødelagt hele samfund.

Som Greenpeaces internationale generalsekretær, Kumi Naidoo, har sagt: ”Arktis bliver angrebet og behøver folk fra over hele verden til at stille op og kræve, at man beskytter det. Et forbud mod offshore olieboring og ikke-bæredygtigt fiskeri ville være en stor sejr mod de kræfter, som raser mod denne dyrebare region og de fire millioner mennesker, som bor der. Og et naturreservat på dette ubeboede område omkring polen ville med et slag standse dem, der forurener, fra at kolonisere toppen af verden - uden at krænke de indfødtes rettigheder”.

HVORFOR BEHØVER ARKTIS BESKYTTELSE NU?

Arktis er et unikt og sårbart miljø, Det er hjem for mange arter, som ikke findes andre steder på Jorden, ligesom området også spiller en kritisk rolle i reguleringen af det globale klima. Men Arktis er truet – af klimaforandringer, af olieindustrien, som gerne vil bore i de farlige og sårbare arktiske have, af industrifiskeri og af skibsfragt – alt gjort lettere pga. isens tilbagetog. I løbet af 30 år har vi mistet 75 procent af den arktiske havis (målt vha. isens volumen om sommeren). Som isen smelter, rykker firmaerne ind for at udnytte olien, de dyrebare metaller og de mange fisk og er ivrige efter at bruge de nordlige ruter for at afkorte skibsrejserne. Dette medfører fare for oliespild og andre slags spild, forurening og undervandslarm, indtrængende arter, overfiskeri og miljøskader.

HVORFOR BETYDER DET NOGET FOR MIG, AT DEN ARKTISKE HAVIS SMELTER?

Isen i Arktis har betydning for alle, fordi den fungerer som verdens køleskab. At bruge fossile brændstoffer, som smelter isen, er som at lade den globale køleskabsdør stå åben. Den hvide is reflekterer store mængder af solens stråler tilbage til rummet og holder dermed temperaturen nede. Åbent vand derimod reflekterer ikke så mange stråler tilbage, men absorberer i stedet varmen og forøger den globale opvarmning.

Arktis er ligesom en solhat, som sørger for at holde kloden kold – mist den, og verden vil langt hurtigere blive varmet op. Endnu en fare er frigivelsen af metan. Der er steder på Arktis med masser af methangas, som bliver holdt inde af is eller permafrost, og også store mængder af død vegetation, som vil rådne op og frigive CO2 eller methan, hvis det tør op. Methan er en meget effektiv drivhusgas, som har en opvarmningseffekt langt større end CO2. For nylig har methan-udslip på Arktis forårsaget bekymring i de videnskabelige kredse, selvom manglen på historiske data gør det svært at afgøre, hvor usædvanligt det er. Derudover afholder den arktisk havis det skummende hav fra at sprøjte op på kysten, lidt ligesom et plastiklåg på en skål med suppe. Det tykke lag af havis tager noget af slaget fra de kæmpe bølger og forhindrer dermed, at bølgerne rammer ind på strandene og havklipperne for fuld kraft. Men i takt med at isen smelter, er havet begyndt at tære ind på kystlinjen og oversvømme landsbyerne ved kysten.

HVOR MEGET OLIE ER DER I ARKTIS? OG HAR VI IKKE BRUG FOR DET?

USA’s geologiske institut har vurderet, at der skjuler sig 13% af verdens uopdagede oliereserver i Arktis. Det svarer ca til 90 mia. tønder eller tre års forbrug af olie. Men det er ikke andet end et gæt – ingen ved helt præcist, hvor meget olie der er, eller om det vil være muligt at udvinde det. Selvom man borer huller i hele Arktis og får fat i al den olie, der måtte være, skal vi altså alligevel stille om til grøn energi - bare tre år senere. Vi mener, at det er helt unødvendigt at udsætte Arktis for massiv forurening og enorm risiko, når verden alligevel skal stille om til grøn energi. Hvis vi i stedet investerede alle de penge, som den arktiske oliejagt koster, eller alle de milliarder, olieindustrien modtager i støtte fra statskasserne, til at investere i vindmøller, solceller og vandturbiner, ville vi ikke alene skåne Arktis for et grimt oliebad, men også nå at bremse klimaforandringerne og dermed bevare den sidste is på Arktis.

HVOR SANDSYNLIGT ER ET OLIESPILD I ARKTIS?

At arbejde i det frysende isvand i Polarregionerne er utroligt risikabelt, og et oliespild ville være fuldstændig katastrofalt. Olieindustrien selv indrømmer, at der ikke ville være meget, de kunne gøre for at stoppe et blowout, som det vi så i forbindelse med Deepwater Horizon-ulykken. Det betyder, at dette unikke økosystem ville blive fuldstændig ødelagt.

Og det er kun, fordi havisen i Arktis trækker sig tilbage, at de store oliefirmaer som Shell lettere kan komme frem til nye oliefelter. Det er vanvid, at Shell ser på havisens forsvinden som en forretningsmulighed og ikke som en kraftig advarsel til verden. Den ekstreme kulde, truslen fra de forbipasserende isbjerge, den dårlige sigtbarhed og den afsides beliggenhed øger kraftigt risikoen for et udslip på det sted i Arktis, som Shell planlægger at bore i. Nogen af disse isbjerge bliver sandsynligvis for store til at kunne blive trukket væk af boreskibene, hvilket betyder, at boreriggene selv bliver nødt til at kunne blive flyttet i løbet af meget kort tid.

Hvis et ukontrolleret olieudslip, et såkaldt blowout, eller en lækage skulle ske, ville det kunne tage månedsvis for en anden rig at bore en aflastningsbrønd (ofte den eneste løsning, hvis sådan en ulykke skulle ske). Hvis den lækkende oliebrønd ikke kunne blive forseglet inden vinteren, ville olien kunne flyde hele vinteren igennem, fanget under isen, og ville muligvis kunne blive ved med at lække ukontrolleret i op til hele to år. U.S. Minerals Management Service vurderer, at risikoen er 1 til 5 for et stort udslip per licensområde i Alaskas del af det arktiske ocean. Sådan en hændelse ville være katastrofal for dyrelivet i regionen; de miljømæssige konsekvenser af et udslip i den arktiske natur ville være langt mere alvorlige end i et varmere hav.

Fisker de arktiske folk ikke med industrielle metoder?

Greenpeace har intet imod de arktiske folks fiskeri i Arktis, så længe den er bæredygtig. Greenpeace opponerer derimod kraftigt mod en udvikling i Arktis, der kunne minde om, hvad vi har set for eksempel på Afrikas vestkyst, hvor megatrawlere fra EU udnytter den manglende regulering og kontrol og tømmer havene til stor skade, ikke kun for livet i havene, men også for lokalbefolkningen.

HVAD VILLE DER SKE MED DYRELIVET?

Konsekvenserne af et udslip ville være katastrofale for det arktiske dyreliv; det ville også have markante langvarige følger for de mange dyr som f.eks. isbjørnene, narhvalerne, den arktiske ræv, uglerne, spækhuggerne og også for ynglekolonierne af alke og lunder. Havpattedyrene, som f.eks. sæler og hvalrosser, kunne også blive påvirket gennem fødekæden.

Alaska alene har en kystlinje på omkring 65.000 km – mere end resten af USA tilsammen – og et oliespild ville have katastrofale følger for dyrelivet og fiskeri. Regionen er et betydningsfuldt levested for arter, som ikke findes andre steder i USA, som f.eks. isbjørne, forskellige sælarter, grønlandshvaler, utallige fiskearter og fugle, som f.eks. kongeederfuglen og jagtfalken.

ER DER EN ALVORLIG TRUSSEL FOR EN MILITÆR KONFRONTATION OVER ARKTIS?

Der er ingen, der siger, at krigen er ved at bryde ud. Men Arktis er vidne til en betydelig oprustning af militære styrker, idet regionerne åbner op for industrien. En rapport har advaret om, at oprustningen truer med at underminere stabiliteten i regionen. Ifølge rapporten – ”Klimaforandringer og International Sikkerhed: Arktis som et Bellwether” – så er de voksende militære styrker i Arktis i stigende grad beregnet mere til kamp end politiarbejde.

Rapporten, som er udgivet af den amerikanske non-profitorganisation, ”Centre for Climate and Energy Solutions(C2ES)”, advarer: ”Selvom samarbejde er den officielle prioritet, så er de fleste af de arktiske stater begyndt at genopbygge og modernisere deres militære funktioner i regionen. Det nye militærprogram er blevet gearet til former for kamp, som overgår den blot politimæssige slags.” Rapporten tilføjer:” Lande som Norge og Rusland er i gang med at bygge nye flådeenheder, som er designet til at kunne deltage i højintense konflikter. Selvom disse foranstaltninger kan ses som fornuftige, så kunne muligheden for at intimidere modstanderne eller kue med sofistikerede våbensystemer underminere diplomatiet og stabiliteten i regionen, hvis kollegialprincippet vakler.”